Q&A

1. Hvorfor skriver du spændingsromaner?

Fordi det er det sjoveste i hele verden! Fordi jeg ved at skrive spændingsromaner, der tager udgangspunkt i et hjørne af virkeligheden, får lov at bevæge mig i både virkeligheden og i fantasien. Jeg kan interviewe kloge mennesker, læse bøger og rejse ud i verden og stadig kalde det arbejde, og dagen efter sidder jeg derhjemme og digter grusomheder på livet løs. Desuden elsker jeg kontakten med mine læsere. Dét at give nogen en oplevelse, som både underholder dem og – hvis jeg er heldig – lærer dem en lillebitte smule om en verden, de ikke kendte i forvejen, er noget af det bedste, jeg kan komme i tanker om.

2. Hvad inspirerer dig?

Verden, grum og fantastisk som den er. De historier, der tænder mig allermest, er dem, hvor storkapital og fordækte politiske interesser tørner sammen med almindelige menneskers hverdag. Korruption, grådighed, magtmisbrug og hævngerrighed er temaer, der altid fænger hos mig.

Da jeg var barn, drømte jeg konstant om at rejse ud i verden – ned at besøge de afrikanske børn, min globetrotter-far talte om, og op at se den isbjørn, min mor engang (næsten) havde mødt i Grønland. Rejsetrangen har ført mig til Australien, hvor jeg arbejdede i et Monstertruck Show, til rigmandsparadiset Cayman Islands, til slummen i Nairobi og senest til Grønland. Oplevelserne bruger jeg som inspiration i mine bøger. På den måde kommer mine læsere også ud på eventyr!

3. Kan du nævne fem yndlingsbøger?

  1. ”Spionen der kom ind fra kulden” af John le Carré. Verdens bedste spionroman!
  2. ”En halv gul sol” af Chimamanda Ngozi Adichie. Den første roman, hvor jeg for alvor forstod, hvad krig gør ved mennesker.
  3. ”Som offer til Molok” af Åsa Larsson. En isnende og umanerligt velskrevet krimi fra det nordsvenske. Hendes kollega Kerstin Ekman er også blandt mine favoritter.
  4. ”Wild” af Cheryl Strayed. Rørende og rystende fortælling om en ung kvindes lange vandring gennem Californien. På jagt efter sig selv. Hun forsøger at rejse sig efter morens dødsfald, og jeg kan fuldstændig genkende følelserne, fra da min egen mor døde.
  5. ”The Shock Doctrine” af Naomi Klein. Vi er i den nørdede genre her. Men for alle, der interesserer sig for storpolitik, er den her et must!

4. Hvilke forfattere inspirerer dig?

John le Carré er min største inspiration. Jeg beundrer hans evne til at kombinere en plotdrevet spændingsroman med fine personkarakteristikker, spidende ironi og store politiske fortællinger.

John Grisham, Leif Davidsen og Aasa Larsson er tre andre. Jeg elsker også forfattere, der skriver med humor og selvironi. Bill Bryson (journalist der skriver humoristiske rejsebøger) og Elizabeth Gilbert (hende med “Eat, pray, love”) er to gode eksempler. Da jeg engang om bord på en færge i Kroatien læste Brysons “Down under” om Australien og australierne, grinede jeg så højt, at min mand brugte en stor del af turen på at undskylde over for de øvrige passagerer.

5. Er dine emner – korruption, virksomheders sociale ansvar, politisk magtspil – ikke lidt tørre?

Nej! Det, man skal huske, er, at bagved de her ord gemmer sig mennesker.

Korruption begås af mennesker, der ofte drømmer om noget større, virksomheders usle beslutninger træffes af mennesker, politikere er mennesker, der vil udøve magt. Bag deres handlinger ligger motiver, som kan være jalousi, hævn, had, håb, storhedsvandvid eller et ærligt ønsket om at hjælpe – alle mulige menneskelige følelser, som vi alle sammen kender.

6. Hvordan ved du noget om de emner?

Jeg researcher MEGET. Når der er noget, jeg ikke ved, tager jeg journalist-kasketten på og ringer og spørger nogen, der er klogere end mig selv, og så læser jeg rigtig meget. Desuden trækker på erfaringer fra mit professionelle liv i tiden før, jeg sprang ud som forfatter – blandt andet tiden hos A.P. Møller – Mærsk, hvor jeg lærte, hvordan det er at gøre karriere i en stor, hierarkisk, international virksomhed i det private erhvervsliv. Og så bruger jeg meget af den viden, jeg har fra Columbia University, hvor jeg læste jeg en mastergrad menneskerettigheder med fokus på virksomheders sociale ansvar, specifikt oliebranchen, hvor mine første tre bøger foregår. Endelig rejser jeg meget. Jeg har selv oplevet meget af det, mine hovedpersoner oplever – for eksempel har jeg ligesom Caroline Kayser, der er hovedpersonen i de første tre bøger, stået midt på en losseplads i en ultrafattig slumby i Nairobi.

7. Hvor skriver du?

Jeg skriver mange forskellige steder. Jeg har et kontor på Nørrebro sammen med nogle virkelig seje tegnere, forfattere og dramatikere, og her sidder jeg de fleste dage. Andre dage driver min hang til god kaffe mig til at sidde på en café. Når jeg har brug for ro, sidder jeg hjemme, og når jeg virkelig skal koncentrere mig tager jeg til et sted, der hedder Hald Hovedgaard. Det er en gammel herregård ved Viborg, der er lavet om til skriverefugium, og et ophold der er balsam for forfattersjælen. Man bor der i en uge eller to sammen med otte andre forfattere, og alle er dybt koncentrerede om deres arbejde. Her tænker jeg ikke på noget som helst andet end mit manuskript.

8. Hvad laver du når du ikke skriver?

Jeg læser. Og spiller fodbold. Og løber. Og leger med mine børn, kysser min mand, snakker med mine venner. Og rejser. Og dyrker yoga. Og ser “West Wing” – er vist nok på femte omgang nu. (I mit næste liv har jeg planer om at blive gift med Josh Lyman, præsidentens ’chief of staff’.)

Desuden har jeg en skrivegruppe, som jeg mødes med hver anden måned. Vi er fire forfattere, der læser hinandens tekster og coacher hinanden (‘coacher’ er i det her tilfælde blot et moderne ord for kritik uden omsvøb!). Den gruppe er jeg meget glad for. Vi har holdt sammen i seks år nu, og jeg satser på det bliver til mange, mange flere.

9. Hvornår kan du allerbedst lide dit job?

Der er tre faser af forfatterlivet, som jeg er særlig vild med:

Den første er research-fasen. Her interviewer jeg kloge mennesker om mit emne, og for en videnssvamp som mig er det fantastisk at få lov til bare at spørge, spørge, spørge. Den anden fase er den, jeg kalder ’puslespillet’. Den kommer, når jeg har skrevet næsten hele historien og skal justere den til at blive mest mulig nervepirrende, så siderne nærmest vender sig selv. Det føles meget som at lægge puslespil! Tredje yndlingsfase er tale-fasen. Jeg elsker at fortælle om mine bøger – i foredrag, i interviews, til venner, til læsere, til hvem som helst, der har lyst til at lytte. Forfattergerningen er langt hen ad vejen en ensom livsstil, og for et udadvendt menneske som mig er denne del af processen skøn!