Ligeså berømt som Jussi!

Ligeså berømt som Jussi!

De fleste forfattere kan virkelig godt lide at føle sig elskede af deres læsere. Jeg er ingen undtagelse. Jeg tror faktisk slet ikke, mine læsere aner, hvor glad jeg bliver for, at de beder mig om at signere deres bøger.

Denne weekend var der krimimesse i Horsens. Det er altid en fantastisk weekend. Det er som om alle landets forfattere, der i enten det fiktive eller det faktuelle univers beskæftiger sig med “spænding”, sparer energi og kram sammen til den weekend for så at trykke den af. Jeg elsker det. Jeg elsker at møde mine læsere, jeg elsker at møde mine kolleger, og jeg elsker at være sammen med mine forlagsfolk uden for de vante rammer.

Til krimimessen er der en masse forskellige arrangementer. Min egen første optræden var i selskab med den gevaldigt prisbelønnede Michael Katz Krefeld, hvor vi – under kyndig vejledelse af journalisten Jannie Schjødt Kold – talte om Grønland.

Vi skulle diskutere, hvorfor jagten på Grønlands råstoffer er sådan et stærkt omdrejningspunkt for en spændingsroman, og vi kom også omkring alt mulig andet: Kolonialisme, splid mellem Danmark og Grønland, identitetskonflikter, arvesynden som litterært greb, og hvordan hulan man drukner i Berlin. (Da jeg som tidligere nævnt er typen, som altid har ambitioner om at tage en masse billeder og ender med at få taget lige præcis nul, har jeg hugget et par stykker fra facebook.)

Her er Jannie og Michael ved at diskutere noget. Jeg nyder vist bare synet af publikum.

foto

Efter den seance kom flere af tilhørerne op til mig og fortalte, hvor vilde de var med NUKAAKAS KABALE. Jeg blev så glad, at jeg blev helt varm indeni. Af både personlige og professionelle grunde betyder den bog simpelthen så meget for mig, og at den har ramt så mange andre, gør mig virkelig lykkelig. Nogle ville have signeret deres eksemplar, nogle ville bare hilse. Jeg smilede mig gennem det hele. Da der så oveni var en, som ville have taget et fanfoto sammen med mig, voksede mit smil til hidtil usete breder, og jeg tror godt, vi kan sige, at mit ego antog en lettere oppustet form.

Så begav jeg mig over i ‘Teltet’, hvor den officielle signering skulle finde sted.

Til sådan en står man i standen hos Bog & Idé, hvor folk køber ens bog og derefter kommer hen til et af de to signeringsborde for at få en hilsen i bogen. Og jeg siger jer bare: Da jeg trådte ind i teltet ventede den længste kø af læsere! Tyve meter var køen i hvert fald og mit i forvejen oppustede ego truede  med at vokse sig så stort, at jeg snart ville lette fra jorden. Det er jo pokkerme som at se en kø til vores alle sammens Jussi, tænkte jeg, mens jeg storsmilende gik op langs de ventende.

Da jeg nåede op for enden af køen, viste det sig at være helt korrekt. Ved signeringsbordet ved siden af mit og Michaels stod The Man Himself. Redaktionschef de Souza fra L&R fik dog forstyrret ham længe nok til en forevigelse af de signerende.

foto 3

Der var kæmpe festmiddag om aftenen, hvor jeg fik lært de skønne mennesker fra mit nye forlag endnu bedre at kende, og søndag morgen var det op og fortælle om NUKAAKAS KABALE for fyldte stolerækker – og selv om jeg naturligvis heller ikke fik taget billede af det, så har jeg jer alle sammen på nethinden, og jeg bliver SÅ glad hver gang jeg ser det billede for mit indre blik. TAK fordi I kom! Jeg glæder mig allerede til næste år!

 

 

Del dette indlæg