Grønland – og den dag jeg blev skør

Grønland – og den dag jeg blev skør

Jeg er ved at blive bims.
Og det er ikke kun, fordi klokken er 3.30, og jetlagget gør mig lysvågen.
Faktisk har jeg haft følelsen fra det øjeblik, jeg landede i Nuuk i går.
Følelsen er den her: JEG TROR, JEG ER MED I NUKAAKAS KABALE!

Når man kører fra lufthavnen ind til byen, passerer man Nuuks berømte blokke. Og da vi kørte forbi Blok 9, blev jeg simpelthen så glad: DER BOR NUKAAKA! havde jeg lyst til at råbe højt. (Jeg gjorde det ikke, for jeg ville ikke skræmme den søde bibliotekar, der havde hentet mig.)

image

I et splitsekund troede jeg virkelig, at jeg om lidt skulle se Nukaaka igen. Jeg nåede både at glæde mig helt vildt samt mærke et stik af vemod, for hun havde det jo ikke helt nemt, sidst vi var i selskab med hinanden.

Ved næste blok var følelsen væk igen, men bare det at have haft den var vildt.

Da vi nåede frem, blev jeg indlogeret på Hotel Hans Egede, som er det hotel, Caroline og Stig bor på. Udsigten fra mit vindue er præcis den, Caroline beskriver fra sit vindue på side 87 – og jeg kan simpelthen ikke slippe følelsen, at der meget snart sker noget … uhyggeligt!

image

I aften skal jeg holde foredrag og jeg GLÆDER mig, som jeg sjældent har glædet mig til noget foredrag. Og jeg VED selvfølgelig godt, at Nukaaka ikke kommer. Det ved jeg jo virkelig godt. Jeg ved det godt. Jeg VED det godt. (Men HOLD DA KÆFT hvor ville det være fedt, hvis hun gjorde!)

 

PS: Hvis en forfattertype skulle få lyst til at skrive et par ord om fx at “sådan har vi det alle sammen, du er ikke ved at blive skør, det er bare et tegn på, at du er en virkelig indlevende forfatter”, så vil de ikke blive taget ilde op.

Del dette indlæg