Jamen så … velkommen!

Jamen så … velkommen!

Jeg har GLÆDET mig til at skrive præcis det her indlæg: Det allerførste indlæg på min nye blog, som jeg simpelthen er så glad for. Jeg har ledt efter de helt rette ord at indlede med. Det første indlæg sætter jo ligesom standarden. Guldkornene lod imidlertid vente på sig. Det eneste, jeg vidste, var, hvad ordene ikke skulle være – nemlig: ”Velkommen til min blog”. Det var alligevel for uopfindsomt. I forsøget på at finde på noget mere originalt lod jeg derfor tankerne kredse om, hvilken følelse jeg håbede, at I – bloglæserne – ville sidde tilbage med. Jeg vil rigtig gerne, at I synes, denne blog er et spændende og inspirerende sted at læse med. Jeg vil gerne, at I føler jer godt tilpas i mit selskab. At I føler jer … tja, man kalder det vist … velkomne. Og hvad siger man så, når man gerne vil have folk til at føle sådan? Man siger såmænd:

Velkommen til min blog.

Jeg håber, at vi sammen kan skabe et underholdende, inspirerende og perspektivrigt fællesskab. Jeg skriver om arbejdet med mine bøger og om emner, jeg interesserer mig for – virksomheders sociale ansvar, korruption, råstofindustrien, storpolitik og alle de grimme sider af ”big business”. Jeg skriver også om min hovedperson Caroline Kayser og alt det, hun kommer ud for. Og lidt om mig selv, sådan helt generelt. Jeg glæder mig! Så meget, at jeg faktisk lige tror, jeg siger det igen:

VELKOMMEN TIL MIN BLOG!

helle

 

Del dette indlæg