Da Spiderman blev Frankenstein!

Da Spiderman blev Frankenstein!

Forleden var jeg i Netto. Det lyder måske ikke umiddelbart vildt ophidsende, men det her var ikke et hvilket som helst Netto-besøg. Det var derimod et besøg, der beviste, at det ikke kun er virkelige personer, der bliver til fiktive karakterer – fiktive karakterer kan også blive til virkelige personer!

Forklaring følger her:

Hovedpersonen Nukaaka i NUKAAKAS KABALE har en søn, der hedder Isak, og Isak er den eneste karakter i bogen, der er direkte inspireret af en virkelig person. Den person er min ældste søn, Hugo.

Isak og Hugo er begge tre år – snart fire. De elsker begge at hoppe i elevatoren, så den gungrer, de nægter begge at acceptere, at man ikke kan spise is morgen-middag-aften, og de insisterer begge på at have Spidermandragt på i børnehave.

Her er Hugo i sit es:

hugo spiderman

I bogen har jeg ladet Isak gøre mange af de ting, som Hugo gør. Men – og det var her Netto-besøget blev scary – Hugo gør nu også de ting, Isak gør!

Der er en scene i NUKAAKAS KABALE, hvor Isak er med Nukaaka på arbejde i Råstofdirektoratet. Her finder han en tom, hvid papirkurv, trækker den ned over hovedet og råber:

”Se, mor, jeg er et spøgelse”, mens han vralter fremad med armene strakt til siden. Gåturen slutter, da han banker papirkurven (og dermed hovedet) ind i et skrivebord.

Det var noget, jeg fandt på, aldrig noget, jeg havde set Hugo gøre.

Før forleden, hvor jeg havde ham med i Netto. Jeg stod og studerede reolen med aviser og blade, da Hugos stemme pludselig lød bag mig:

”Se, mor, jeg er en robot.”

Jeg vender mig om. Ned over hovedet har han trukket en tom, grå indkøbskurv, og så går han ellers fremad med armene strakt ud til siden. Hans gåtur ender, da han banker kurven (og dermed hovedet) ind i Netto-kassen.

Ligheden med Isak-scenen var så slående, at jeg, i de første sekunder efter han havde ramt kassen, bare stirrede målløs på den lille, grædende indkøbskurvs-robot, før jeg fik flået mig selv ud af trancen og hjulpet ham af med kurven.

Så lad dette være til skræk og advarsel: Shelley’s Frankenstein har ikke levet forgæves – fiktive karakterer kan faktisk blive levende! (Er pt. bare glad for, at det var netop den karakter i NUKAAKAS KABALE, der blev det, og ikke en af de virkelig grumme!)

Del dette indlæg