Et godt interview – og de to værste nogensinde

Et godt interview – og de to værste nogensinde

I foregårs blev jeg interviewet til Børsen af en journalist, der hedder Marie. Vi talte både om NUKAAKAS KABALE, og om at jeg engang har arbejdet i et Monster Truck Show.

Marie var en god journalist. Hun stillede spørgsmål, som hun tydeligvis havde brugt mere end to minutter på at formulere, og hun lyttede til mine svar. Jeg havde også tænk mig om på forhånd. 

Hvad mange ikke ved er nemlig, at et interview kun bliver rigtig godt, når BÅDE den interviewede (i det her tilfælde mig) OG journalisten gør sig umage. It takes two to tango.

vinilo-decorativo-bailando-tangoJeg har lavet dårlige interviews to gange. Det ene var min skyld, den anden var ikke.

På min kappe hænger et interview med Nyhedsmagasinet Ingeniøren om DEN AFRIKANSKE JOMFRU. Jeg blev interviewet af en god journalist, men fik undervejs den tvivlsomme idé at gøre mig morsom på ingeniørers bekostning. Sådan ”ingeniører er jo nogle tørre typer-agtig”. Det lød rimelig sjovt, da jeg sagde det. Det var slet ikke tilfældet, da jeg så det på skrift. Det dummeste var, at jeg ikke engang mente det. Jeg kender adskillige ingeniører, og jeg elsker deres selskab.

Jeg havde to valg, da jeg havde læst artiklen. Enten kunne jeg ringe til journalisten og sige: ”Du har fuldstændig misforstået mig, det vil jeg ikke finde mig i.” Eller jeg kunne ringe og sige, som jeg gjorde:

”Det var et gakket interview fra min side. Kan vi lave lidt af det om?”

Det gjorde vi, og så blev det godt.

Christian eller Henrik eller hvem fa’en hun nu knalder

Det andet trælse interview var til et ungdommeligt dameblad. Jeg skulle fortælle om at rykke teltpælene op og rejse jorden rundt med min familie. Journalisten sendte mig nogle spørgsmål på mail og forklarede, at interviewet ville blive sådan et spørgsmål-svar interview også kaldet Q&A – som de her.

Jeg skrev mit svar under hvert spørgsmål og sendte dem tilbage.

Da jeg fik det retur til gennemsyn, havde hun droppet ideen om Q&A og i stedet brugt mine svar til at skrive en artikel. Der var fuld af løgn.

Den handlede om, hvordan min familie og jeg havde besluttet at tage på jordomrejse, fordi jeg var træt af at bruge så meget tid på madpakker, rengøring og vasketøj. (Hvis man kender mig, ved man, at det mildt sagt ikke er de ting, jeg bruger min tid på.) Om hvordan jeg havde set et bestemt brev som ”et tegn fra universet” på, at vores rejse skulle finde sted. (Igen: Not my style!) Min mand, der hedder Henrik, havde hun omdøbt til Christian, og citater, jeg aldrig havde sagt, fordi vi jo ikke havde talt sammen, havde hun opfundet. Jeg ringede til hende med det samme, og vi fik udbedret de værste skader.

Rigtig godt blev det bare aldrig.

Rigtig godt bliver det nemlig kun, når begge parter gør deres bedste. Når journalisten insisterer på at forstå, og den interviewede svarer med ærlighed og omtanke. Heldigvis er det tilfældet i 99 % af de interviews, jeg har givet. Selv er jeg holdt op med at gøre mig vittig på andres bekostning (undskyld, ingeniører!), og langt de fleste journalister er FANTASTISKE til at lytte og til at formidle en spændende (og sand!) historie.

Sådan en journalist var Marie også. Jeg har lige fået artiklen til gennemsyn, og den er rigtig god, så I kan glæde jer til at læse den, når Børsens store livstilsmagasin PLEASURE udkommer d. 31. oktober!

Del dette indlæg