Én gang bonderøv …

Én gang bonderøv …

Min mand har en teori: Man kan se på københavnere, om de i virkeligheden kommer fra landet, ud fra det tøj, de hopper i, når de kommer hjem fra arbejde. Teorien er såre simpel – tager de joggingtøj på, er de fra landet.

Vi bor i København og er begge pænt klædt, når vi begiver os længere væk end den lokale bager. Men herhjemme ser man ganske rigtigt forskellen: Når min mand træder ind ad døren efter en lang dag på kontoret, beholder han ofte sit jakkesæt på. Alternativt skifter han til noget, man stadig ville kunne vise sig offentligt i. Mig? Jeg flår nederdelen af og springer ned i det første yoga-løbe-outfit, jeg falder over. Han er fra en forstad til København. Jeg er fra en by, ingen med nogen ret kan kalde bare en forstad til en forstad. Jeg er fra Skælskør.

Og hvorfor nu denne land-by-tematik?

Fordi jeg den forgange uge er blevet interviewet om NUKAAKAS KABALE af begge de aviser, som dækker mit hjemby – Sjællands Tidende og Skælskør Avis. Det er over femten år siden, jeg flyttede derfra for at uddanne mig til journalist og blive en berømt krigskorrespondent (ja, den drøm halter lidt), men det betyder ingenting. For mig er Skælskør stadig min by, og jeg fornemmer, at jeg for folk i Skælskør stadig er en af deres.

Her er et par klip fra ugens artikler:

sjællands

.

skælskør

Jeg tror, det er sådan med højtider. Her stikker fortiden hovedet frem. En bogudgivelse er en højtid for mig. Her bliver jeg mindet om, at jeg er fra Skælskør. Og dermed også om, hvorfor jeg så ofte ses i mit træningstøj.

 

 

Del dette indlæg