Bogforum – og den dag jeg stalkede Gyldendals direktør

Bogforum – og den dag jeg stalkede Gyldendals direktør

Vi er nu midtvejs i årets største bogfest, og det er tid til en update. Fredag, festens første dag, begyndte for mit vedkommende med en super god anmeldelse af NUKAAKAS KABALE i Dagbladet Information, som bl.a. skriver, at ”sjældent har en ny dansk roman været så aktuel” og kalder bogen for både ”vellykket” og ”yderst læseværdig”.

Da jeg havde læst den, beholdt jeg smilet på og tog ud i DR Byen. Johannes Riis, Gyldendals litterære direktør, og jeg skulle i DR2 Morgen og tale om, hvorfor vi godt kan lide Bogforum.

Vi mødtes i ”sminken”, som det rum hedder, hvor man får et afsindigt tykt lag pudder i hovedet. Jeg smilede, gav hånd, Gyldendal-direktøren trykkede den og så en smule forvirret ud.

Hellere pinlig sludren end pinlig tavshed er mit motto. Så da vi fulgtes fra sminken over til TV-studiet, sludrede jeg. Om Bogforum. Om Kim Leines nye pris. Om hvad jeg nu kunne finde på at sludre om. Johannes Riis svarede ret kort på det hele, hvilket betød, at jeg bare talte endnu mere. Hele tiden havde jeg det, som om han skævede nervøst til mig. Som i ”hvad skal hun – og hvorfor bliver hun ved at tale til mig?”

I studiet blev vi miket up (= vi fik mikrofon på, men det andet lyder lidt sejere), og kort efter blev vi ført op på det podie, hvor studieværterne sidder. Det er et live-program, så man kommer bare op, sætter sig, er på og så ud igen. Nå, men Johannes Riis skulle gå forrest, og jeg kunne godt se, at han kastede et par anspændte blikke over skulderen, da jeg fulgte.

De næste syv minutter, havde vi en god snak om Bogforum, hvor jeg bl.a. fortalte, hvor meget energi det giver mig at møde læserne, og så blev vi ledt ud igen.

Da vi kom uden for studiet, standsede Gyldendal-direktøren og så på mig.

”Jeg vidste ikke, du også skulle være med!” udbrød han og tilføjede ”men det var godt, du var.”

Og se det forklarer jo en hel del. For hvor jeg gik og tænkte, at vi var kolleger på vej i studiet til en fælles debat, så var hans opfattelse jo snarere, at han blev stalket af en speedsnakkende kvinde!

johannes riis

Du kan se interviewet her.

Og nu er det så lørdag. Jeg har tilbragt dagen i Bella Centret, hvor jeg er blevet interviewet om mine bøger til Krimimessen, har signeret NUKAAKAS KABALE og har hygget mig backstage med forfatterkolleger. Blandt andet Julie, som jeg også hænger ved siden af her:

julle og mig

I morgen går det løs igen. Bøger, læsere, forfattere, forlæggere, the whole shebang. Og klokken 17.20 bliver jeg interviewet af Henrik Palle om NUKAAKAS KABALE “Under uret”. Jeg glæder mig meget og håber at se rigtig mange af jer!

Del dette indlæg