Åh nej, nej, Nairobbery

Åh nej, nej, Nairobbery

Normalt bliver jeg vred, når jeg læser om terror. Vred på de uslinger, der gjorde det, vred på det politiske system, der fostrer terrorister.

Men i går, da jeg læste om terrorangrebet på indkøbscentret i Nairobi, blev jeg så trist, at jeg fik tårer i øjnene.

Nairobi er en af ”mine” byer. Jeg har forskellige byer, der er mine. København, fordi jeg bor her. New York, fordi jeg har boet der. Og så Nairobi. Den er min, fordi min far boede der, da han levede i Afrika, og altid fortalte historier derfra. Den er min, fordi jeg havde en skelsættende rejse med Mellemfolkeligt Samvirke dertil for syv år siden, og den er, måske mest af alt, min, fordi min hovedperson Caroline Kayser er på sin første udfordring dér. Næsten hele handlingen i DEN AFRIKANSKE JOMFRU foregår i Nairobi; en by, der med al sin vold, snavs, kaos og korruption skræmmer Caroline fra vid og sans.

Den skræmmer også mig.

Jeg kender mange, der er blevet overfaldet, hevet ud af biler og truet med pistoler. Tilnavnet Nairobbery er fuldt fortjent. Men den er stadig min by. Når man bruger så meget tid sammen med en by, som man gør, når man skriver en bog derfra, kryber den ind under huden. På ondt, men også på godt, og man håber bare, at de folk, der bor der til daglig, har det godt. Det har de ikke i dag.

DEN FILIPPINSKE PIRAT handler blandt andet om terror. Lige nu har jeg det som om, de to bøger er blevet til absurd virkelighed sammen. Jeg snakkede med min mand om det, da vi vågnede her til morgen. I et forsøg på at muntre mig op påpegede han, at hvis man ser objektivt på det, er terror ikke så farligt, som alt muligt andet i Afrika. Flere dør af malaria, HIV, trafik, diarré. Og ja, det gør de. Men der er noget med intentionaliteten i terror, som gør det så sindssygt uhyggeligt. Jeg forestiller mig, at det er mig, der står dér i indkøbscentret med min søn i hånden, da skudsalverne lyder, og granaterne eksploderer. Det er så uhyggeligt.

Jeg håber, de sidste slipper fri lige om lidt. Og jeg håber selvfølgelig, I alle sammen får en god søndag. Og jeg håber, at vi sammen kan sende et par tanker til Kenya.

Del dette indlæg